Alderdomsprocesser.

A. Indledning.

I de rige, vestlige samfund lever de fleste mennesker bibelens 3 snese år og 10. De dør ikke af alderdom, men af forskellige sygdomme, som bliver hyppigere med alderen. Man kan udtrykke det således: alderen øger risikoen for og ved sygdom.

Der er 4 hovedteorier om årsagen til aldring:

1. der sker en ophobning af skadelige stofskifteprodukter
2. der sker et slid
3. der sker en ophobning af skadelige gener fremkommet som følge af somatiske mutationer
4. der kommer flere antistoffer mod eget væv.

Forskellige arter har forskellig levetid, men indenfor den enkelte art er levetiden genetisk bestemt, man kan avle en langlivet musestamme og det er påvist, at de længst-levende musestammer, har en langsommere akkumulering af spontane kromosommutationer i leveren⁽¹⁾.

Stress giver ikke anledning til nedsat maksimal levetid, men derimod til at et mindre antal overlever⁽²⁾.

Denne artikel handler om de alderdomsforandringer, der ikke skyldes sygdomspåvirkninger.

B. Nervesystemet.

Tiden, der går fra et slag under knæskallen til benet spjætter (reflekstiden for knærefleksen), stiger fra ca. 100 msec i 25-års-alderen til ca. 150 msec i 60-års-alderen.

Reaktionstiden stiger med alderen, Figur 1.

Det er ikke selve muskelens reaktionstid, der forøges hos ældre, men den tid, der går med at starte en ny handling, altså hjernens signalbehandlingstid⁽³⁾,⁽⁴⁾.

Hjernens vægt og volumen topper i 20 - 30 års alderen og falder derefter med alderen⁽⁵⁾ og der er på samme måde et faldende antal perifere nerveceller⁽⁶⁾.

Forsøg med intelligenstests gentaget efter et antal år viser, at det opnåede pointsantal stiger op til voksenalder (30 - 50 år i forskellige studier)⁽⁷⁾,⁽⁸⁾ og forbliver konstant til ca. 60-års alderen⁽⁹⁾.

Allerede Pavlov har vist, at ældre forsøgsdyr har en særlig vanskelighed med at reagere på en række af påvirkninger, der kommer hurtigt efter hinanden.

Det bliver med alderen vanskeligere at lære, men det lærte huskes uforandret godt⁽¹⁰⁾,⁽¹¹⁾. Forsøg med sammensatte indlæringsopgaver viser dog ofte dårligere resultater med alderen, f. eks.⁽¹²⁾.

Temperaturreguleringen får nedsat effektivitet. Det skyldes ikke, at evnen til at sætte stofskiftet i vejret på grund af kuldepåvirkning er reduceret⁽¹³⁾.

C. Muskler og bevægelse.

Muskelstyrken når et maksimum i 20 - 30 års alderen⁽¹⁴⁾, måske lidt senere, hvorefter den aftager

(Figur 2)⁽¹⁵⁾,⁽¹⁶⁾,⁽¹⁷⁾. Faldet i muskelstyrken er stejlere efter 50 års alderen. Måske sker der en reduktion i antallet af muskelceller med alderen. Iltforbruget i forhold til det præsterede arbejde ved større belastninger er næsten uændret⁽¹⁸⁾ (Asmussen⁽¹⁹⁾ finder dog at forholdet stiger, altså at arbejdseffektiviteten falder).

Muskelfibrenes diameter falder med alderen (60 - 90 år). Det gælder specielt for de hurtige fibre (= type II = hvide fibre) og der ses mikroskopiske og elektronmikroskopiske forandringer i musklen⁽²⁰⁾,⁽²¹⁾. Dette svind svarer til den atrofi, der sker ved mangel på brug, denervering og proteinmangel.

Antallet af muskelfibre falder med alderen hos dyr. Det antages derfor, at dette også gælder hos mennesker. Muskelfibrene erstattes med bindevæv, inklusive fedtvæv.

Ganghastigheden nedsættes, Figur 3.

Ældre (over 65 år) er oftere udsat for færdselsuheld som fodgængere⁽²²⁾, Figur 4. Kvinder er særligt udsatte, ulykkerne sker ofte i fodgængerfelter og der er også forholdsvis flere dræbte blandt de ældre.

Figur 4: Fodgængerulykker, gennemsnit for 1976 og 1977.

Helt unge og gamle bilister er oftest skyld i uheld, Figur 5. De gamle "glemmer" især vigepligt, stopsignaler og tegngivning. (De helt unge kører for hurtigt, i den gale side af vejen og i biler med fejl)⁽²³⁾.

Figur 5. Antal Uheld efter den skyldiges alder.

Figur 6. Basalstofskiftets udvikling med alderen.

D. Stofskiftet.

Basalstofskiftet (= energiforbruget) falder med alderen, formentlig udelukkende på grund af fald i muskelmassen, Figur 6⁽²⁴⁾, (viser resultater for 959 sunde, veluddannede mænd i Baltimore Longitudinal Study, der udførtes fra 1959 til 1975, denne del af undersøgelsen er ikke en forløbsundersøgelse). Undersøgelsen beregner et fald i muskelmassen på 9 kg fra 40 til 70 års alder.

En longitudinal undersøgelse = en forløbsundersøgelse følger en bestemt gruppe personer gennem flere år og fortæller derfor mere om den reelle udvikling med alderen end en tværsnitsundersøgelse, der undersøger et antal personer i forskellige aldersgrupper og tager forskellene imellem dem som udtryk for udviklingen. Men det er meget hurtigere, nemmere og billigere at lave tværsnitsundersøgelser.

E. Lungerne.

Lungernes elasticitet falder med alderen, det giver en stigning i residual volumen (den del af lungens volumen, der ikke kan udnyttes)⁽²⁵⁾. Hvilket igen giver et fald i vitalkapaciteten (= den mængde luft, der maksimalt kan udskiftes), Figur 7⁽²⁶⁾.

Figur 7. Lungevolumina i liter, tværsnitsmålinger på 42 mænd.

Faldet i elasticiteten skyldes ikke, at lungernes indhold af det elastiske protein, elastin, falder. Faktisk stiger elastin-indholdet med alderen⁽²⁷⁾,⁽²⁸⁾.

Den øgede stivhed kan skyldes mere collagen i arterievæggene⁽²⁹⁾, måske fordi arterievægsmuskulatur omdannes til bindevæv⁽³⁰⁾. Måske skyldes faldet i elasticitet kun, at de elastiske fibre ændrer placering, så de ikke længere virker så godt⁽³¹⁾.

Lungernes elasticitet skyldes i meget høj grad overfladekræfter mellem luft og væske i alveolerne⁽³²⁾.

Svækkelsen af respirationsmuskulaturen spiller en stor rolle for faldet i vitalkapacitet⁽³³⁾.

F. Hjertet og kredsløbet.

Den maximale iltoptagelse falder, Figur 8^(34),

Figur 8 viser gennemsnitsværdier for maximal iltoptagelse i ml/min/kg for 700 observationer på sunde mænd, samlet fra 17 studier.

27 ml/kg/min svarer til det arbejde, det er, at gå 5.6 km/t op ad en 9 % stigning⁽³⁵⁾.

Hjertets minutvolumen (udpumpet liter blod/min) falder, Figur 9. Da hjernens blodforsyning stort set holdes konstant, går nedgangen i minutvolumen hårdere ud over andre organer, f.eks. nyrerne⁽³⁶⁾.

Hjertet bliver også længere tid om at nå ned på normal puls efter et hårdt arbejde⁽³⁷⁾.

Slagvolumen falder med alderen (110 ml 85 ml).

Det systoliske blodtryk stiger med alderen, ofte angives en gennemsnitsværdi for det normale blodtryk på 100 + alderen, men gennemsnitsværdien indeholder et stigende antal syge. Undersøgelser, hvor man måler blodtrykket hos de samme sunde personer med års mellemrum giver en væsentlig lavere værdi, Figur 10⁽³⁸⁾,⁽³⁹⁾,⁽⁴⁰⁾.

Blodkarrene får mindre elasticitet, bl.a. derfor stiger modstanden i kredsløbet med alderen, Figur 11⁽⁴¹⁾.

Saltin⁽⁴²⁾ angiver samme årsag til, at blodgennemstrømningen i benet under arbejde hos veltrænede 55-årige mænd er 20 % lavere end hos yngre mænd for samme arbejdsintensitet og iltoptagelse.

Hyppigheden af karsygdommen atherosclerose tiltager med alderen. Atherosclerose viser sig som belægninger af lipid ofte med et vist kalkindhold i arterievæggen. Arterievæggene reagerer herpå ved, at bindevævet vokser. Belægningen og det ekstra bindevæv kaldes tilsammen et atherosclerotisk plaque. Der er flere mulige følger heraf:

• Plaquen kan lukke arterien, det kan ske på 2 måder:

a. der kan komme blødninger i de små arterier, der forsyner arteriens væg med blod, således at arterievæggen hæver så meget, at passagen gennem arterien lukkes.

b. der kan dannes en thrombe på plaquen. Thromben fremkommer ved, at blodet koagulerer på helt normal vis på grund af den øgede ruhed, som plaquen giver arterievæggen. Thromben ender så med at spærre for blodets passage.

Hvis et vævsområde dør på grund af, at den tilførende arterie spærres, taler man om en infarkt. Det forekommer oftest i hjertet.

 

• Arterievæggen kan blive så svækket, at der opstår aneurysmer - en slags åreknuder med tynde vægge. De kan briste og blødningen, der forårsages heraf, kan være årsag til døden, fordi aneurysmer oftest sidder på de store arterier i kroppen.

• En thrombe, dannet over plaquen, kan rive sig løs. Den kaldes så en embolus (flertal emboli). En embolus kan sætte sig fast og spærre en lille arterie et andet sted i kroppen. En type af slagtilfælde er en infarkt i hjernen, der skyldes en embolus.

Atherosclerose er alene årsag til langt over halvdelen af dødsfaldene mellem 45 og 60 år⁽⁴³⁾, hyppigst på grund af lukning af dele af a. corona, der forsyner hjertemuskelen med blod, eller af små arterier i hjernen.

Karsygdomme har som bivirkning en hjernebeskadigelse, som altså stiger i hyppighed med alderen, fordi karsygdommenes hyppighed stiger. Se Figur 12, der viser antallet af førstegangs indlæggelser på et amerikansk psykiatrisk hospital efter alderen, opdelt på diagnoser⁽⁴⁴⁾.

G. Indre funktioner.

• Mavesyreproduktionen aftager.

• Der er en nyrefunktionsnedsættelse, som næppe alene skyldes det reducerede minutvolumen⁽⁴⁵⁾.

• Der kommer et langsommere insulinsvar på en glucosebelastning⁽⁴⁶⁾, formentlig fordi de Langerhanske øer reagerer langsommere. Der ses derfor hyppigere sukker i urinen.

H. Sanserne.

Akkomodationsevnen aftager, Figur 13.

Den stiplede kurve i Figur 13 viser, hvor stor en andel af befolkningen i den pågældende aldersgruppe, der har behov for læsebriller.

Der kommer med alderen en stigende hyppighed af uklarheder i øjets linse (stær).

Der sker et fald i evnen til at se klart i svag belysning. Adaptationen til mørkesyn forringes med ca. en faktor 10 fra 20 til 60 års alder⁽⁴⁷⁾.

Antallet af meissnerske følelegemer i huden falder fra ca. 80/mm² i 1-års-alderen til ca. 5/mm² i 80-års-alderen. Andre følelegemer antages at undergå en tilsvarende reduktion⁽⁴⁸⁾.

Der er ikke nogen sikker udvikling i smagssansen. Der sker dog et fald i antallet af smagspapiller⁽⁴⁹⁾,⁽⁵⁰⁾.

Det samme gælder lugtesansen og smerteopfattelsen⁽⁵¹⁾.

Hørelsen svækkes med årene⁽⁵²⁾, specielt for så vidt angår evnen til at høre de højere frekvenser, Figur 14.

Høreproblemerne virker særlig udtalte, når der kommer en hurtig række af påvirkninger efter hinanden, hvoraf kun nogle er væsentlige, eller når der skal skelnes mellem to kilder, hvoraf eventuelt kun den ene er vigtig (to personer, der taler i munden på hinanden, kaffebordsdiskussion, radio og en person o.l.). Dette er ikke blot en effekt af den nedsatte følsomhed for høje toner⁽⁵³⁾.

I. Cellerne.

Celler kan dele sig et bestemt antal gange (50 - 100 for humane fibroblaster).

DNA-reparationens effektivitet falder med alderen.

Der er et større antal somatiske mutationer, dels fordi de er opstået gennem længere tid med konstant hastighed, dels fordi reparationen er nedsat.

Der optræder en stigende procent af kromosomfejl med alderen (også stråling giver anledning til kromosomfejl - og man ser faktisk en kunstig ældning ved mindre stråledoser⁽⁵⁴⁾).

Hyppigheden af ny-opdagede cancertilfælde stiger derfor fra 8/100.000 i 30-års-alderen til 400/100.000 i 80-års-alderen.

Der kan hos de fleste ældre påvises antistof mod et eller flere normale vævsantigener, formentlig fordi nye antigener kommer ud på celleoverfladen med alderen.

Leukocytter fra døende mus angriber musens egne celler.

Hastigheden hvormed B-lymfocytter aktiveres falder med alderen.

T_H tallet falder med alderen.

T_S aktiviteten stiger.

Der kommer med alderen en ophobning af farvestoffer med ukendt virkning i nerveceller, hjertevæv, hud⁽⁵⁵⁾ og aorta⁽⁵⁶⁾.

J. Seksuallivet.

Der er postuleret mange problemer i forbindelse med kvinders overgangsalder (klimakteriet = ophør af ovariernes produktion af østrogen og progesteron, der sker i 45 - 55 års alderen). Men det eneste, der sikkert er vist at optræde hyppigere hos kvinder i denne aldersgruppe, er hedestigninger (Wood⁽⁵⁷⁾ finder hedestigninger hos 27 % og ingen gener i forbindelse med klimakteriet hos 64 %. Hällström finder, at 13 % har mere end 10 hedestigninger pr dag, mens 29 % af kvinder efter klimakteriet er helt fri.

Der har ikke kunnet vises en øget forekomst af psykisk sygelighed⁽⁵⁸⁾. Der sker ikke et fald i kvindens libido i forbindelse med klimakteriet⁽⁵⁹⁾. Men den seksuelle interesse falder jævnt med alderen⁽⁶⁰⁾. Hällström finder også, at klimakteriet har en indflydelse uafhængigt af alderen. Den seksuelle aktivitet kan dog fortsætte indtil legemlig svækkelse eller partnerens bortgang standser den, Figur 14a⁽⁶¹⁾.

Figur 14a viser seksuel aktivitet (i procent) i forhold til stigende levealder hos 149 gifte af begge køn i Duke-undersøgelsen (USA), der indgår 35 personer i første gruppe, 46 i anden, 41 i tredje og 27 i sidste.

Duke-undersøgelsen er fortsat. 254 par undersøgtes i 1955 - 57 (I), 190 af parrene igen i 1959 - 60 (II) og de overlevende 126 par en sidste gang i 1964 (III), Figur 15⁽⁶²⁾.

Denne forløbsundersøgelse viser et vist fald i samlejeaktiviteten og et mindre fald i den seksuelle interesse.

Christenson⁽⁶³⁾ har i fortsættelse af Kinseys arbejde på Institute for Sex Research på Indiana University, undersøgt 241 kvinder over 50, som alle var eller havde været gift, Figur 16.

De endnu gifte 60-årige havde i gennemsnit 40.7 samlejer/år. Der er kun 3 70-årige endnu gifte i undersøgelsen, heraf havde de 2 stadig samleje.

Hegeler⁽⁶⁴⁾ har lavet en spørgeskema-undersøgelse af danske mænd over 64. En tredjedel af de få, der svarede, var ikke længere seksuelt aktive. Standsningen var oftest sket efter det 65. år.

K. Ulykker.

En undersøgelse⁽⁶⁵⁾ viser, at 90 % af ulykker hos ældre er faldulykker.

Det fremgår klart af Figur 19, at kvinder er meget mere udsatte end mænd. Man finder hos kvinder en osteoporose, som er en reduktion i knoglemassen, uden at dens kemiske sammensætning ændres⁽⁶⁶⁾. Det kan være årsagen til overhyppigheden af faldulykker.

Det er vist, at østrogenmangel kan give osteoporose⁽⁶⁷⁾,⁽⁶⁸⁾.

Der ses også osteoporose hos mænd, men det optræder meget senere (ca. 8 år forsinket), måske fordi testosteron-koncentrationen falder langsommere end kvindernes kønshormonkoncentration.

Normalt er der balance mellem en stadig nedbrydning og opbygning af knogle. Balancen reguleres af flere hormoner (parathormon, calcitonin, somatotropin, og kønshormoner). Østrogens virkning er en indirekte hæmning af nedbrydningen af knoglevæv⁽⁶⁹⁾.

Der er mange undersøgelser, der viser, at osteoporosen kan hæmmes med østrogen-behandling⁽⁷⁰⁾ (evt. i kombination med progesteron⁽⁷¹⁾), men der er store uforudsigelige individuelle forskelle i hvordan kvinder reagerer på behandlingen, og hvis der opnås en virkning, er det ikke sikkert, at den holder. Heaney understreger, at osteoporosen kan hæmmes ved at sørge for at organismen hele tiden har et Ca⁺⁺-overskud.

L. Bindevævets udvikling.

Alle bindevævstyper består af forholdsvis få celler i en grundsubstans, der tillige indeholder 2 typer af fibre, collagen (der er trækstærkt) og elastin (der er elastisk).

Der er påvist stigende mængder af collagen med alderen i hud, muskel, testes, ovarier & prostata⁽⁷²⁾. Collagen får flere tværbindinger med alderen - det giver større stivhed⁽⁷³⁾.

Det er påvist, at elastinen bliver tyndere med alderen og får færre forgreninger, i hvert fald i blodkarvægge⁽⁷⁴⁾ og i lungen bliver den kortere (men der bliver mere af den).

BRUSK⁽⁷⁵⁾.

Brusk er en bindevævstype hvor grundsubstansen er fast, men ikke hård. Cellerne ligger spredt i grundsubstansen, ofte parvis, men ellers uden kontakt med hinanden. Der er ingen nerver, blodkar eller lymfekar i brusk. Måske fordi brusk indeholder/danner et stof, der hæmmer dannelsen af blodkar.

Hos fosteret dannes skelettet i brusk, den første brusk viser sig, når lemmerne dannes som en lille knop. Først sent i fostertilstanden begynder en forbening af brusken i de større knogler. De sidste bruskrester forbener først når væksten afsluttes i 20-års-alderen.

Når der sker knoglebrud, repareres skaden først med brusk, som derefter forbener. Caplan⁽⁷⁶⁾ antager, at knogler indeholder stoffer, der frigives ved et brud. Stoffer, der får hvide blodlegemer til at rydde op omkring bruddet, hidkalder udifferentierede bindevævsceller og får de udifferentierede celler til at udvikle sig til bruskceller. Derefter producerer bruskcellerne grundsubstans, der holder knogleenderne sammen. Til sidst forbener brusken.

Brusk danner ledkapsler og beskytter knogleenderne, hvor de trykker mod hinanden.

Bruskcellerne (chondrocytter) udskiller grundsubstansen, der består af meget store molekyler. Grundsubstansens sammensætning varierer efter behovet. Brusken kan have stor trækstyrke (sener), så indeholder den meget af proteinet collagen, der danner tråde med en diameter på 10 - 200 nm med stor trækstyrke. Collagentrådene er bundet sammen på kryds og tværs. Brusken kan have stor elasticitet (ørebrusken) og har så et stort indhold af det gummilignende protein elastin, der tåler at strækkes adskillige gange sin egen længde. Elastin får flere tværbindinger med alderen. Antallet og tykkelsen af elastin-fibrene falder med alderen. Brusken kan også have stor formfasthed på grund af et stort indhold af proteoglycaner, Figur 20.

Figur 20, Proteoglycans grundstruktur.

Bruskens grundsubstans indeholder proteoglycaner. Proteoglycaner har en lang streng af hyaluronsyre. Hyaluronsyre er et polysaccharid af 2 forskellige let ændrede monosaccharider. Hist og her på molekylet optræder et Link Protein (MW ca. 50.000), der omgiver hyaluronsyrestrengen og binder et kerneprotein (MW ca. 300.000) til den. Kerneproteinet har så igen sidekæder af kulhydrat (flere forskellige, små med 5 og 11 monosaccharider og store med lange kæder). Inderst ved hyaluronsyren sidder de små polysaccharider, derefter kommer keratansulfat og yderst det meget store chondroitinsulfat. Herved dannes et stærkt forgrenet træ af sammenbundne kulhydrater. Da kulhydrater er vandopløselige/opløser vand får molekylet karakter af en gelé. Et hyaluronsyremolekyle har op til 100 kerneproteiner bundet til sig. Hvert af kerneproteinerne har ca. 50 keratansulfatkæder og ca. 100 chondroitinsulfatkæder på sig. Hele strukturen når op på en molvægt på 10 mio - 100 mio.

Det, at alle kerneproteinets kulhydratkæder har mange sulfatgrupper (SO₄^--) knyttet til sig, giver hele strukturen en masse negative ladninger, der frastøder hinanden. Det betyder, at molekylet vil søge at rette sig mest muligt ud. Hvis man presser molekylet ind i en anden form, vil det, straks presset forsvinder, genvinde sin facon.

Hertil kommer, at de negative ladninger binder vandmolekyler til sig. Der kommer faktisk en lagdeling af vandet i nærheden af ladningerne. Hvis der presses på molekylet, presses vandet ud. Letter presset, kommer vandet tilbage og hjælper med at genvinde formen.

Næringstilførslen til brusk sker netop ved at vand presses ud og så kommer ind igen. Derfor tager brusk skade af inaktivitet.

Når bruskceller ældes nedsættes længden af chondroitinsulfatkæderne (ned til ½ længde). Keratansulfatkæderne bliver til gengæld længere. Ældres proteoglycaner er totalt mindre og holder derfor orden på mindre vandmængder. Det nedsætter formfastheden og kan give anledning til brud i brusken.

Brud i brusken kan medføre, at stoffer fra ledkapslen kommer i kontakt med immunsystemet, således at der dannes antistoffer mod dem. Det er en almindelig årsag til "ledegigt".

Der kommer mere collagen med alderen, og der bliver flere tværbindinger mellem collagentrådene - begge dele bidrager til en øget stivhed.

M. Fordøjelsesproblemer.

Med alderen stiger hyppigheden af forstoppelse (obstipation), åreknuder i endetarmen (hæmorroider) og brugen af afføringsmidler (laxantia), Figur 21.

Figur 21 efter J.A. Nielsen, pers.com.

Disse gener skyldes en stigende fasthed af afføringen, der igen kan føres tilbage til en ringere afføringsmængde og deraf følgende sjældnere afføring. Den ringere mængde afføring skyldes faldet i energiforbruget, Figur 6, der modsvares af et tilsvarende fald i den indtagne fødemængde. Forholdet forværres af, at ældre mennesker traditionelt spiser kost med et lavere indhold af fibre, Figur 22. Fibre øger volumen af såvel mad som afføring i forhold til energiindholdet, derudover blødgør de afføringen ved at have en svag vandsugende effekt.

© 1995, Orla Christiansen.

Referencer:

1. Howard J. Curtis, Science, 1963, 141, 686 - 694.

2. Howard J. Curtis, Science, 1963, 141, 686 - 694.

3. J. Szafran, Quarterly Journ. Experimental Psychology, 1951, 111 - 118.

4. Jack Botwinick & Larry W. Thompson, Journ. Genetic Psychology, 1966, 108, 175 - 183.

5. Matilda W. Riley & Anne Foner, Aging and Society, vol 1, Russell Sage Foundation, New York, 1968, p.223.

6. Ernest Gardner, Anatomical Record, 1940, 77, 529 -536.

7. John D. Nisbet, British Journ. Educational Psychology, 1957, 27, 190 - 198.

8. Katherine P. Bradway & Clare W. Thompson, Journ. Educational Psychology, 1962, 53, 1 - 14.

9. W.A. Owens, Journ. Educational Psychology, 1966, 57, 311 - 325.

10. R.E. Wimer & B.I. Wigdor, Journ. Gerontology, 1958, 13, 291 - 295.

11. Irene M. Hulicka & Robert L. Weiss, Journ. Consulting Psychology, 1965, 29, 125 - 129.

12. George A. Talland, Quarterly Journ. Experimental Psychology, 1965, 17, 301 - 307.

13. Cletus L. Krag & William B. Kountz, Journ. Gerontology, 1950, 5, 227 - 235.

14. J.M. Ufland, Arbeitsphysiologie, 1933, 6, 653 - 663.

15. Erling Asmussen, Karen Fruensgaard & Steen Nørgaard, Journ. Amer. Geriatrics Soc., 1975, 23, 442 - 450.

16. Lars Larsson, Gunnar Grimby & Jan Karlsson, Journ. Applied Physiology, 1979, 46, 451 - 456.

17. Robert Dumong & Jørn Tidemann, Tidsskr. f. Legemsøvelser, 1979, 43, 9 - 17, 50 - 59 & 105 - 114.

18. Irma Åstrand, P.-O. Åstrand, Inger Hallbäck & Åsa Kilbom, Journ. Applied Physiology, 1973, 35, 649 - 654.

19. Asmussen, se ovenfor.

20. Masanori Tomonaga, Journ. Amer. Geriatrics Soc., 1977, 25, 3, 125 - 131.

21. se Larsson et al. ovenfor.

22. Inge Behrensdorff & Lars Krogsgård Thomsen: Notat 3/1979: Færdselsulykker med fodgængere, Rådet for Trafiksikkerhedsforskning, 1979.

23. Ross A. McFarland, Sidney Tune & Alan T. Welford, Journ. Gerontology, 1964, 19, 190 - 197.

24. S.P. Tzankoff & A.H. Norris, Journal Applied Physiology, 1977, 43, 1001 - 1006.

25. James M. Turner, Jere Mead & Mary Ellen Wohl, Journ. Applied Physiology, 1968, 25, 664 - 671.

26. Charles Mittman, Norman H. Edelman, Arthur H. Norris & Nathan N. Shock, Journ. Applied Physiology, 1965, 20, 1211 - 1216.

27. John A. Pierce, Arch. Environmental Health, 1963, 6, 50 - 57.

28. George W. Wright, Jerome Kleinerman & Elinor M. Zorn, Amer. Rev. Respiratory Diseases, 1960, 81, 938.

29. Donald Heath, i Leon Cander & John H. Moyer: Aging of the lung. Perspectives, New York 1964, p. 70 - 76.

30. Averill A. Liebow, i Leon Cander & John H. Moyer: Aging of the lung. Perspectives, New York 1964, p. 97 - 104.

31. Edward P. Radford, i Leon Cander & John H. Moyer: Aging of the lung. Perspectives, New York 1964, p 152 - 155.

32. John A. Pierce, Joe B. Hocott & Bill F. Hefley, Journ. Clinical Investigation, 1961, 40, 1515 - 1524.

33. Arthur B. DuBois & Raphael Alcola i Leon Cander & John H. Moyer: Aging of the lung. Perspectives, New York 1964, p. 156 - 162.

34. Michael M. Dehn & Robert A. Bruce, Journ. Applied Physiology, 1972, 33, 805 - 807.

35. Sid Robinson i Leon Cander & John H. Mayer: Aging of the lung. Perspectives. New York 1964, p. 290 (data fra Sid Robinson, Arbeitsphysiologie, 1938, 10, 251).

36. Riley & Foner, ovenstående værk, p. 227.

37. Riley & Foner, ovenstående værk, p. 231.

38. Asmussen, se ovenfor.

39. Dumong, se ovenfor.

40. S. Robinson, D.B. Dill, S.P. Tzankoff, J.A. Wagner & R.D. Robinson, Journ. Applied Physiology, 1975, 38, 263 - 267.

41. Milton Landowne, Martin Brandfonbrener & Nathan W. Shock, Circulation, 1955, 12, 567 - 576.

42. Bengt Saltin, Månedsskr. Praktisk Lægegern., 1980, 58, 4, 193 - 216.

43. Anders Tybjærg Hansen, i Poul Astrup, Mogens Iversen & Kaj Kjerulf: Medicinsk Kompendium, Busck 1965, p. 264.

44. Riley & Foner, ovenstående værk, p. 387 (figuren).

45. Dean F. Davies & Nathan W. Shock, Journ. Clinical Investigation, 1950, 29, 496 - 507.

46. Luther E. Smith & Nathan W. Shock, Journ. Gerontology, 1949, 4, 27 - 33.

47. Ross A. McFarland, Richard G. Domey, A. Bertrand Warren & David C. Ward, Journ. Gerontology, 1960, 16, 149 - 154.

48. Hans Ronge, Zeitschrift für Mikroskopisch-anatomische Forschung, 1943b, 54, 167 - 177.

49. Curt P. Richter & Kathryne H. Campbell, Amer. Journ. Physiology, 1940, 128, 291 - 297.

50. Eugene Byrd & Samuel Gertmann, Geriatrics, 1959, 14, 381 - 384.

51. Riley & Foner, ovennævnte værk, p. 248.

52. Bernhard Graf de la Rosée, Zeitschrift Laryngologie, Rhinologie, Otologie und ihre Grenzgebiete, 1953, 32, 414 - 420, her vist i Riley & Foners figur, ovenstående værk, p. 247.

53. Inger A. Olsen, Journ. Gerontology, 1965, 20, 394 - 397.

54. Howard S. Curtis, Science, 1963, 141, 686 - 694.

55. Riley & Foner, ovenstående værk, p. 224 og 225.

56. Frank S. LaBella & W. Gary Lindsay, Journ. Gerontology, 1963, 18, 111 - 118.

57. Carl Wood, Menopausal Myths, Medical Journ. Australia, 1979, 1, 496 - 499.

58. Tore Hällström: Mental Disorder and Sexuality in the Climacteric, Disputats, 1973, Göteborgs Universitet.

59. Inge Lunde Nielsen et al., Månedsskr. Praktisk Lægegern., 1980, 84 - 96.

60. se note 58. (Hällström).

61. Gustave Newman & Claude R. Nichols, Journ. Amer. Medical Association, 1960, 173, 33 - 35.

62. Eric Pfeiffer, Adriaan Verwoerdt & Hsioh-Shan Wang, Arch. Gen. Psychiatry, 1968, 19, 753 - 758.

63. Cornelia V. Christenson & John H. Gagnon, Journ. Gerontology, 1965, 20, 351 - 356.

64. Sten Hegeler & Gert Hansen, Nordisk Psykologi, 1974, 26, 149 - 152.

65. Arne Poulstrup, Vejle, Frakturer blandt ældre, Medicinsk Teknologivurdering, Konference på Børsen 31.jan.1989, p. 31 - 34.

66. B.E.C. Nordin, Lancet 1961, 1, 1011 - 1015.

67. H.E. Meema, M.L. Bunker & Silvia Meema, Obstetrics Gynecology, 1965, 26, 333 - 343.

68. J.M. Aitken, D.M. Hart, J.B. Anderson, R. Lindsay, .A. Smith & C.F. Speirs, Brit. Med. Journ., 1973, II, 325 - 328.

69. Robert P. Heaney, Amer. Journ. Med., 1965, 39, 877 - 880.

70. Rolf Plesner, Månedsskr. Praktisk Lægegern., 1980, 282 - 294.

71. R. Lindsay, J.M. Aitken, D.M. Hart & D. Purdie, Postgraduate Medical Journal, 1978, 54, suppl.2, 50 - 58.

72. Riley & Foner, ovenstående værk, p. 222.

73. Robert R. Kohn, Journ. Chron. Diseases, 1963, 16, 5 - 21.

74. R.C. Cox & K. Little, Proceedings of the Royal Society of London, Ser. B., 1961, 155, 232 - 242.

75. 75. Arnold I. Caplan, Cartilage, Scientific American, October 1984, p. 82 - 90.

76. se 75.

Hvis du har nogen bemærkninger til denne side, kan de afleveres til Orla. E-mail: Orla_Christiansen@fc.skolekom.dk

© Orla Christiansen. Alle rettigheder forbeholdes. Du må gerne tage en personlig kopi. Du må også gerne linke til dokumentet.

Dokumentet er sidst redigeret: