Du er her: FORSIDE > UNDERVISNING
Undervisning
Undervisningen er skolens primærydelse. Den skal udvikle elevernes personlighed og gøre dem til modne og vidende mennesker. Men den skal også forberede dem til at klare sig godt i senere uddannelse og job.
De enkelte timer danner basis for den personlige og faglige udvikling. De enkelte timer afvikles i en atmosfære af gensidig respekt lærer og elever imellem. Lærerne skal som ansvarlige faglige autoriteter tilrettelægge og gennemføre undervisningen under hensyntagen til eleverne. Eleverne skal deltage aktivt i undervisningen dvs. møde til timerne, deltage og aflevere de skriftlige opgaver.
Vi forsøger at variere undervisningsmetoderne i de enkelte timer, undervisningens tilrettelæggelse via skemaopbrudt undervisning såsom projektundervisning og ekskursioner og den enkelte elevs lærergruppe. Vi tror, at det er sundt for den enkelte elevs personlige og faglige udvikling at være i kontakt med flere forskellige lærertyper.
Klassens team arbejder tæt sammen om samlet at yde den for eleverne bedst tænkelige undervisning. Teamet sikrer, at dette forpligtende samarbejde omfatter spredning af arbejdsbyrde, orientering om faglige aktiviteter, tværfaglige undervisningsprojekter m.m.
Skolen lægger stor vægt på at tilbyde støtteundervisning for de elever, som har særlig behov herfor. Alle elever har flere dage om ugen mulighed for at få ekstra hjælp til at komme videre med de faglige opgaver på skolens lektieværksted, hvor en række faglærere står til rådighed.
|